Historien om Hillerød Kræmmermarked
Traditionen med at holde marked i Hillerød strækker sig mange hundrede år tilbage i tiden, for helt præcist den 26. maj 1686 søgte en række fattige Hillerødborgere, kongen om tilladelse til at afholde marked i byen 2 gange om året. Indbyggerne i Hillerød havde det svært rent økonomisk, og derfor håbede man at disse markeder ville puste mere liv i byen og dermed flere penge i ned i indbyggernes lommer.
Allerede den 1. juni 1686 gav kongen sin tilladelse til at der måtte afholdes marked i Hillerød ved Frederiksborg slot, 2 gange om året – den 25. juni og den 22. oktober. Vi ved i dag ikke præcist hvor de første markeder blev afholdt, men området omkring Fisketorvet kan være et godt bud, men vi ved at markedet senere har ligget en del andre steder rundt om i Hillerød. Kræmmermarkedet i Hillerød blev snart efter registreret i Københavns Universitets almanark hvor man kunne se en liste over de fornemste markeder i landet.
Der er ingen tvivl om at disse kræmmermarkeder fik stor betydning for byens udvikling de næste 2-300 år, og fra gamle optegnelser kan vi se at der kom mange kræmmere til markederne i Hillerød. En optegnelse fra oktober 1842 viser at der var kræmmere fra Slangerup, Frederiksværk og Helsingør, men de kom også fra Køge, Holbæk og Ringsted, og der var sågar 8 humlekræmmere der kom helt fra Fyn.
I de første mange år var handel med tøj og værktøj det primære formål med markedet, men hen ad vejen udviklede tingene sig, og senere kom der boder og telte hvor man kunne købe mad og drikke, og dans, musik, gøgl og anden underholdning, holdt senere sit indtog på markederne i løbet af 1800 tallet og ikke mindst i begyndelse af forrige århundrede.
Disse markedsdage i Hillerød har formodentlig omfattet store dele af byen, og såvel rig som fattig har haft mulighed for at tjene en god skilling, men udviklingen i samfundet og industrialiseringen fik mange af de gamle traditioner til at ændre sig eller helt at uddø, og i 1939 ophørte de store markederne i Hillerød. Vi har dog en sidste rest af markedsstemning, når vi på Torvet om lørdagen, kan handle lidt blomster, grønsager eller måske noget kunsthåndværk.
Det kræmmermarked som vi kender i dag, tog sin begyndelse i starten af 80’erne, hvor nogle iderige mennesker i Hillerød lagde grundstenen til genopbygningen af de hæderkronede markeder. Handelsstandsforeningen i Hillerød skulle fejre sit 100 års jubilæum i 1983, og det skulle markeres på en spektakulær måde, og der blev etableret en arbejdsgruppe bestående af personer fra Handelsstandsforeningen og den lokale afdeling af Junior Chamber.
Ideen om at genindføre kræmmermarkedstraditionen var blevet født, og der blev blandt andet gennemført ture til Hjallerup Marked, hvor man på nærmeste hold kunne studere hvordan man driver et moderne kræmmermarked. Med stort gå-på-mod og med kyndig vedledning fra Hjallerup, blev det første kræmmermarked – i nyere tid – åbnet den 1. september 1983. Det havde krævet store ressourcer fra de frivillige hjælpere at få stablet sådan et arrangement på benene, men successen var i hus, og i de følgende år cementerede Hillerød Kræmmermarked sin position, og ideen var så god at den siden er blevet kopieret af mange andre byer på Sjælland, og i det øvrige Danmark.
Rent organisatorisk skete der også en udvikling i kræmmermarkedet, og fra at det i starten var et samarbejde mellem Handelsstandsforeningen og Junior Chamber, så er det i dag en støtteforening der står bag kræmmermarkedet, og støtteforening har omkring 60 lokale foreninger som medlemmer. Disse 60 foreninger udgør i høj grad fundamentet i markedet, men det skal dog nævnes at både Hillerød Handel og Junior Chamber forsat er aktive i ledelsen. Støtte foreningens bestyrelse udpeger en projektleder som fungerer som den daglige leder af kræmmermarkedet, og projektlederen har ca. 15 personer som faste hjælpere. Disse 15 arbejder året rundt med forskellige opgaver der skal løses, så alt er klar når vi om torsdagen i uge 35 hvert år slår dørene op til 4 dage med kræmmermarked.
Der er utrolig mange ting der skal forberedes, når der skal afholdes kræmmermarked, og det kræver rigtig mange frivillige hjælpere, og det har heldigvis aldrig været et problem at skaffe hjælpere. Det er et meget bredt udsnit af Hillerøds foreningsliv der er repræsenteret på kræmmermarkedet, bl.a. fodbold-, badminton-, tennis-, håndboldklubber, samt spejder organisationer og velgørende organisationer. Alle disse foreninger gør et kolossalt arbejde før under og efter markedet, for at det hele skal fungere, og arbejdsopgaverne er mangfoldige.
Ophængning af plakater, etablering af parkeringsplads, opsætning af lysmaster, rengøring af toiletter, hjælpe børn der er blevet væk fra deres forældre, indsamling af affald, udskænkningen af fadøl eller stegning af pølser og bøffer, er blot nogle af de opgaver der skal løses, for at få kræmmermarkedet til at fungere. Der er op imod 1800 frivillige hjælpere i løbet af de 4 dage som markedet varer, og fælles for alle disse mennesker er at de kan lide den hyggelige stemning der er på kræmmermarkedet, og mange af medhjælperne komme igen år efter år.
I dag har Hillerød Kræmmermarked udviklet sig til at være et af landets største kræmmermarkeder, med et meget stort udbud af kræmmer boder, og med et varieret udbud af underholdning og ikke mindst vores store tivoli. Der kommer over 350 kræmmere, der kan opleves jazz, pop, folkemusik, rock og dansktop musik, og sultne sjæle kan nyde godt af et stort udbud af mad og drikkevarer – og selvfølgelig den helt rigtige kræmmer stemning.
Den succes som Hillerød kræmmermarked har oplevet siden genstarten i 1983, har haft stor økonomisk betydning for mange af de foreninger som i dag udgør støtteforeningen bagved markedet. De penge der tjenes på markedet går til børne og ungdoms arbejdet i foreningerne, som derved for mulighed for at give byens ungdom en række spændene fritids tilbud. Den forankring som Hillerød Kræmmermarked har i det lokale foreningsliv skal også fremover være med til at sikre markedet fortsatte eksistens, og lad os håbe at det ”nye” kræmmermarked kan blive ved i lige så mange år som det gamle marked.
FAKTA:
Startede oprindelig i 1686.
Det nuværende kræmmermarked startede i 1983
Der er 350 kræmmere på markedet
Hillerød Kræmmermarked er et af landets største markeder
Der kommer ca. 60.000 besøgende på markedet
Areal ca. 270.000 m2 (370.000 m2 fra 2007)
Arrangør – Støtteforeningen Hillerød Kræmmermarked
Støtteforeningen har 60 medlemsforeninger
Overskuddet fra Hillerød Kræmmermarked går til børne og ungdomsarbejdet i foreningerne